Bretteville - et digitalt hotspot i NordjyllandLog ind
+ + + + + + + +

Aalborg bidrager til udvikling af succesfuldt computerspil


Aalborg bidrager til udvikling af succesfuldt computerspil
Torsdag 5. August 10 - 11:05

Det aalborgensisk producerede computerspil, Plane Weaver, er blevet udvalgt som et af de ti spil, der fremvises på årets Penny Arcade Expo i Seattle til september.

Plane Weaver er selektivt udvalgt blandt i alt 100 bidrag fra hele verden, og selvom det altid er en stor anerkendelse at få et dansk spil udvalgt, er der denne gang ekstra grund til at fejre det. Der er nemlig tale om et spil udviklet i hjertet af Aalborg af 11 DADIU studerende.

To gange om året faciliterer Projektet Bretteville Hotspot spilproduktionerne under DADIU, hvor et hold studerende fra hele landet udvikler et computerspil på kun en måned. Årets produktion i marts forløb, som det plejede, men ved den obligatoriske fremvisning af spillet for værterne i Bretteville, havde projektkoordinator Marie Fallgaard Nielsen dog tænkt over, at noget ikke var som det plejede:

”Det var et fantastisk flot og gribende spil, der havde en standard, der var langt over gennemsnittet på DADIU produktionerne. Man sad med en følelse af, at det var et kommercielt spil, man fik fremvist. Vel at mærke et spil, der ikke normalt ville kunne nå at blive udviklet på 30 dage.”

Samme oplevelse må udvælgelsespanelet for Penny Arcade Expo også have haft, for spillet gik gennem nåleøjet, og til september drager et udpluk af holdet bag spillet til Seattle for at fremvise deres spil.

Plane Weaver er et 3D platformspil med puzzle-elementer. Man spiller Silke, der leder efter sin bror i en verden, hvor maskiner regerer og lever af energi fra menneskenes sjæle. Plane Weaver er udviklet i den danske engine Unity 3D og har et stemningsfyldt grafisk univers og en flot lydside. Man kan prøve Plane Weaver her


Læs mere